Livsglimt · 8. august 2026 – foto af Ylanite på Pixabay
En veninde fortalte mig om sin ferie. Hvert år holder hun ferie på en lille ø, hvor hun stiller sin campingvogn op hos et par tvillingebrødre, som har en gård med marker helt ned til vandet.
Da hun lærte dem at kende, var de næsten umulige at skelne fra hinanden.
For en sikkerheds skyld sagde hun ofte, “Jens … Peter …”
Vi grinede begge to ved tanken.
Men i år skete der noget. Pludselig kunne hun se forskellen.
Den ene taler en lille smule mere end den anden. Den ene har et øje, som er en lille smule mere skævt end den anden. Små detaljer, som hun slet ikke havde lagt mærke til de første år.
Det er ikke noget, hun har øvet sig på. Hun har bare været sammen med dem længe nok, så de små forskelle er begyndt at træde frem.
Det fik mig til at tænke på vores tanker.
I begyndelsen kan de føles ens. De kommer bare som tanker. Men med tiden kan vi begynde at opdage små forskelle.
Nogle tanker opleves med en stille fornemmelse af ro. Som om de kommer med lidt mere plads omkring sig.
Andre tanker kommer med spændinger i kroppen, uro eller en følelse af, at noget skal fikses lige nu.
Det er ikke altid, at ordene i tankerne er forskellige. Det er følelsen, de kommer med.
Lidt ligesom min veninde, der efter flere år pludselig kunne se forskel på to mennesker, som før lignede hinanden fuldstændig.
Måske vokser evnen helt af sig selv.
Ikke fordi vi bliver bedre til at analysere vores tanker 🤔 Men fordi vi stille og roligt lærer forskellen at kende. 🤗