Glimt af livsforståelse · 17. september 2026
I fredags sad jeg i toget på vej tværs gennem landet for at besøge en veninde. I nærheden af mig sad to familier med små børn. Det ene var en lille pige på halvandet år. Det andet en baby på måske tre-fire måneder.
På et tidspunkt begyndte den lille pige at græde. Hendes mor tilbød hende noget at spise. Det hjalp ikke. Hun prøvede noget andet … som heller ikke hjalp. Så tog faren over og gik lidt frem og tilbage med pigen.
Lidt senere begyndte den lille baby også at græde. Han blev vugget. Båret. Tilbudt mad. En af forældrene gik op og ned gennem toget med ham.
Jeg sad og betragtede de to familier. Mit gæt var, at begge børn var trætte og havde svært ved at falde til ro i toget. Det vidste forældrene sandsynligvis godt, men de vidste ikke, hvordan de skulle hjælpe børnene til at sove. Så de prøvede bare noget. Og hvis det ikke virkede, prøvede de noget andet.
Jeg fik pludselig øje på noget, jeg kender fra mit eget liv. 😄
Hvor ofte vil jeg ikke gerne vide, hvad der er det rigtige at gøre, før jeg gør noget? Hvad er det rigtige næste skridt? Hvad nu, hvis jeg vælger forkert? Burde jeg gøre noget helt andet? Og så kan jeg bruge rigtig meget energi på at forsøge at regne noget ud, som jeg måske slet ikke kan vide endnu. 🤯😆
Ingen af forældrene i toget så ud til at have brug for en plan for de næste 20 minutter. Der var bare et barn, der græd. Og så tog barnets mor eller far sig af det. En sang. Lidt mad. En tur gennem toget. En favn. Og hvis det ikke hjalp, kom der et nyt svar på barnets gråd.
Jeg sad dér og blev nysgerrig på, om livet måske fungerer sådan meget oftere, end jeg lægger mærke til. At jeg ikke behøver kende det næste skridt på forhånd. At jeg måske ikke kan kende det. Måske viser det sig først, når jeg står lige dér, hvor det næste skridt skal tages.