Glimt af livsforståelse · 30. august 2026
Jeg sidder på min yndlingscafé og venter på min veninde. Det er længe siden, vi har set hinanden, og jeg glæder mig til at høre om hendes liv. Solen skinner, og et par veninder går forbi udenfor arm i arm. Den ene ler højt.
Jeg kigger på uret. Klokken 13.05 begynder jeg at spekulere på, hvor hun bliver af.
Klokken 13.08 bliver jeg bekymret. Hvorfor kommer hun ikke? Var der ikke noget med hendes tone, da vi talte i telefonen sidst? Hun virkede også lidt tøvende, da vi lavede aftalen.
Klokken 13.11 er mine bekymringer for alvor i gang. Måske har hun trukket sig på det sidste. Er vores venskab ved at glide ud? Har jeg gjort noget? Skal jeg skrive? Nej, så virker jeg påtrængende. Men hvis jeg ikke skriver… 🤯😆
Klokken 13.17 kommer min veninde brasende ind ad døren. Hun har løbet det meste af vejen, for bussen kom aldrig. På bare 17 minutter nåede jeg fra glæden over at skulle se hende til bekymringen for, om vores venskab var ved at gå i stykker. Intet havde ændret sig mellem os. Hendes bus var bare ikke kommet. 😄
Jeg kender så godt følelsen af at “overtænke”. Den ene tanke tager den anden, indtil et skrækscenarie, jeg slet ikke ved noget om, begynder at føles virkeligt.
Og det kan være så udmattende. Jeg har brugt enormt meget energi og gjort mig selv rigtig dårligt tilpas over noget, der kun foregik i mine tanker.
Når jeg mærkede uroen, prøvede jeg at finde ud af hvorfor. Hvad tænker jeg? Hvorfor reagerer jeg sådan? Hvad skal jeg gøre? Mere tænkning oven på al den tænkning, der allerede havde gjort mit hoved træt. 😆
I dag er jeg mere nysgerrig på noget andet. Hvad hvis jeg ikke behøver gøre noget ved tankerne? Måske må mit trætte hoved gerne få lov til at være i fred lidt – lige dér midt i alle tankerne. 🌿