Livsglimt · 12. august 2026 – billede genereret af ChatGPT
En nat drømte jeg en drøm …
Det er en smuk formiddag i maj, hvor solen lyser alt op med sine lune stråler. Der er endnu ingen kunder i min lille tøjbutik »Simply Chick«, så jeg har tid til at gå rundt og nyde tøjet, rydde lidt op og lægge til rette, så tøjet præsenterer sig godt på hylder og stativer. Jeg nynner med på musikken i anlægget.
Døren til gaden går op. Umiddelbart kommer ingen ind, før døren igen går i, men efter et kort øjeblik ved jeg, at en usynlig kvinde er trådt ind i min butik.
Da hun taler, er hendes stemme smuk og varm.
“Jeg vil gerne prøve noget tøj, så jeg kan vise verden, hvem jeg er,” siger hun.
“Det vil jeg gerne hjælpe dig med,” svarer jeg.
“Har du noget i tankerne?”
I hendes stemme kan jeg høre, at hun smiler.
“Nej, det er jo lige det. Jeg vil gerne have smukke klæder, som viser, hvem jeg er nu, men jeg ved ikke, hvilke klæder der vil vise det.”
“Okay,” svarer jeg, “måske kan du prøve at gå lidt rundt og se, hvad her er af tøj, og om noget tiltaler dig?”
Jeg ser, at tøjet på et af tøjstativerne ved siden af mig bevæger sig, som om nogen lader en hånd løbe hen langs tøjet.
“Jeg vil gerne have farver, men ikke for vilde farver,” lyder hendes smukke stemme.
“Tænker du forårsfarver?” spørger jeg. “Eller måske sommerfarver?”
“Jeg er nok til lidt af det hele,” svarer hun.
“Noget med lethed og varme. Noget med klarhed og noget, som viser glæde.”
“Hvilket tøj har du set, som minder dig om lethed, klarhed, varme og glæde?” spørger jeg. “Måske er du gået forbi en kvinde på gaden eller har set en skuespiller eller sangerinde med noget tøj i den stil?”
Jeg kan igen høre smilet i hendes stemme, da hun svarer, “Nej, jeg har ikke set det på nogen, men jeg kan mærke det, når det er det rigtige.”
“Er der noget stof og nogle farver, der kalder på dig?” spørger jeg videre for at hjælpe.
“Åh ja,” svarer hun, “da jeg var ung, fik jeg en dragt bestående af en jakke og en nederdel syet i flaskegrøn silke. Den var jeg meget glad for. Desværre voksede jeg ud af den.”
Igen er der smil i hendes stemme.
“Så silke og varme farver som flaskegrøn og måske kongeblå? Hvad med råhvidt?”
“Ja, råhvid silke minder mig om perlemor, og det er smukt,” svarer hun.
“Kan du sige noget om stilen?” fortsætter jeg. “Er det noget med pynt som flæser og blonder, eller er det mere stilrent og med lige linjer i jakke og bukser?”
“Der må gerne være et overraskende snit, måske en skæv knapning eller et mønster i stoffet, som fremhæver tøjets stil,” svarer hun. “Og jeg elsker strikket tøj, der sidder godt. Det har præcis den følelse af varme, som jeg elsker.”
Igen er der smil i hendes stemme.
“Okay,” svarer jeg, “jeg tror, jeg har en idé om, hvilken retning vi skal gå i. Lad os se på det sammen.”
Jeg kommer til at tænke på citatet “Jeg bærer livet som en let beklædning”, og nu er det mig, der smiler.
Det her føles som en af de opgaver, hvor det ender med, at kunden går ud af butikken med noget tøj, som føles lige præcis rigtigt for hende.
“Hvilke størrelser skal jeg finde til dig?”
Hun fortæller mig sine størrelser, og jeg går hen til et af tøjstativerne, hvor jeg starter med at tage en skjortebluse ned, som har et lidt overraskende snit. Den er figursyet og har knapper, der løber i et fint mønster på tværs foran på blusen. Stoffet er råhvidt og en blanding af silke og bomuld, som gør det ekstra lækkert at røre ved. Jeg finder også et par bukser i mørkeblå med lange, lige ben, som har et fint fald og samtidig smyger sig om benene, når man går. De føles lidt som at blive kærtegnet, og den følelse kan jeg godt selv lide, så mon ikke det er noget for den usynlige kvinde?
“Er du til jakke eller måske en feminin poncho over?” spørger jeg.
“Jeg vil gerne prøve en feminin poncho,” svarer hun.
Jeg finder en poncho i en ensfarvet blå, der matcher buksernes farve og gør den råhvide bluse varmere i farven. Ponchoen har et fint indiansk mønster præget i stoffet, så det giver stil, men ikke bliver fremherskende i udtrykket.
“Sko?” spørger jeg.
“Ja, gerne,” svarer hun.
“Med hæl? Og hvilken størrelse?”
“Gerne lidt hæl, men ikke så meget, at jeg ikke kan mærke jorden under mig,” svarer hun.
“Jeg vil gerne have stil, men ikke miste jordforbindelsen.” Igen er der smil i hendes stemme.
Jeg ved præcis, hvilke sko jeg skal finde frem, som både har lidt stil med et fint hulmønster i det øverste lag læder og samtidig giver en følelse af god støtte for fødderne, når man går.
“Okay, er du klar til at prøve følelsen af det tøj, jeg i første omgang har fundet til dig? Så kan vi måske finde ud af mere om, hvilken stil der passer dig bedst.”
“Ja, lad mig prøve det på,” siger hun.
Gardinet til et af prøverummene bevæger sig, og jeg hænger det tøj, som jeg har fundet, på knagen i prøverummet.
“Kald, når du er klar til at fortælle mig, hvad du oplever med tøjet på,” siger jeg, smiler og lader forhænget falde til foran prøverummet.
Jeg mærker igen stilheden i butikken med den blide musik i anlægget og lyden af stof, der bevæger sig i prøverummet.