Livsglimt · 28. oktober 2026 – foto fra Alexas_Fotos på Pixabay
På vej hjem fra indkøb gik jeg bag en mor med en ladcykel og hendes lille søn, der cyklede på sin egen cykel. Han så ud til at være seks-syv år.
Moren forsøgte med ord at dirigere ham over vejen. Men drengen endte midt på vejbanen mellem en bil, der skulle ligeud, og en anden, der skulle dreje. »Ja, det var jo ikke så smart,« sagde hun.
Drengen cyklede op på fortovet, hvor moren var stået af og trak sin ladcykel. »Der skal du ikke cykle. Stå af. Du skal stå af.«
Drengen stod af cyklen.
»Er du med?« spurgte hun. »Når jeg peger, skal du se efter og gøre, som jeg giver besked på.«
Jeg gik bag dem og lyttede. Gad vide, om han vidste, hvor han skulle cykle?
Jeg kom til at tænke på dengang, jeg selv skulle lære at cykle. Jeg husker en cykelsti i Esbjerg. Min røde cykel ligger i grøften, og jeg står og ser ned på den. Jeg har smidt den derned med ordene: »Jeg lærer det aldrig!«
Et andet billede dukker op. En villavej, hvor min far løber bag mig, mens jeg usikkert cykler af sted. Han har monteret et kosteskaft bag min sadel, som han holder fast i, mens jeg øver mig i at holde balancen.
Få år senere suser jeg af sted på cykelstierne omkring Guldager. Vi cykler flere kilometer til skole hver dag, til klubben flere gange om ugen og til friluftsbadet på de dejlige sommerdage. Forbi de gulgyldne marker med cykelstien på den ene side og landevejen på den anden, mens viben synger højt oppe i luften. Jeg husker glæden ved farten, når jeg står op med vandrette pedaler på vej ned ad en bakke. Vinden mod ansigtet. Friheden ved bare at suse af sted. Det blev også til adskillige cykelstyrt. Arrene på mine knæ er der endnu.
Jeg tænker igen på drengen, der cyklede efter sin mor. Mon han også kender følelsen af frihed?