Livsglimt · 28. september 2026 – billede genereret af ChatGPT
På mine gåture rundt om søen er jeg flere gange stødt på den samme mand. Han sidder på den samme bænk med benene over kors, et termokrus og en bog. Ofte holder en lille flok ænder ham med selskab på græsset foran bænken.
I dag smilede jeg og spurgte, “Er ænderne gået for i dag?”
Vi faldt i snak om ænderne, som efterhånden ser ud til at betragte bænken som et fast spisested, og om svaneungerne, der er blevet store, men stadig går rundt i deres grå fjerdragt. Jeg satte mig på bænken.
Så fortalte han om seks år som vagabond og om den bog, han er ved at skrive om den tid. Han fortalte om engang, han havde slået lejr i et shelter.
En familie, som han gættede på havde rødder i Mellemøsten, kom og satte sig ved bordet ved siden af. De pakkede mad og drikke ud. Efter lidt tid kom faren hen til ham med en tallerken fyldt med mad og sagde, at de havde rigeligt og gerne ville dele.
Nogle måneder senere sad han igen i et shelter. Denne gang kom en dansk familie forbi. Mor, far og to små børn. Han oplevede, at de voksne så på ham med afsky, og at moren trak det mindste barn tættere ind til sig, da de gik forbi.
Vi sad et øjeblik i stilhed på bænken. Så undrede vi os sammen over de forskellige historier, mennesker kan skabe om hinanden.
Den ene ser et menneske, der måske er sultent. Den anden ser et menneske, der måske er farligt.
Vagabond eller ej. Dansker eller ej.
Måske møder vi oftere verden gennem vores egne tanker om den. Vi ser ikke verden, som den virkelig er.
Og under alle historierne … er vi jo bare mennesker.