Livsglimt · 5. september 2026 – foto venligt leveret af min veninde Gitte af hendes skønne hund.
Nogle dage er rolige, og jeg oplever egentlig, at der foregår meget lidt i mine tanker. Det er typisk i weekenden eller på feriedage.
En skøn oplevelse af, at jeg bare futter rundt og gør det, jeg nu har lyst til. Går en tur. Sætter mig med en bog. Strikker med en god playliste på anlægget.
Og så, midt i oplevelsen af ro i mit hoved, er det, som om der er en bevægelse. I starten måske bare en lille bevægelse væk fra roen.
Hvad mon det er?
Jeg venter …
Følger bevægelsen og opdager, at det er, som om mine tanker er på jagt efter et problem at arbejde på. Et problem at løse. Som om problemer er gnaveben, som mine tanker elsker at beskæftige sig med.
Har jeg egentlig fået nok ud af weekenden? Hvordan skal det gå med …? Burde jeg ikke snart …?
Jeg kommer til at le, da jeg opdager det. Og næsten lige så hurtigt, som jeg får øje på mine tanker på jagt efter et gnaveben, er bevægelsen væk igen.
Der er stille.
Jeg vidste ikke, at tanker kan have gnaveben. 😆