Min kollega tager min energi

Min kollega tager min energi

Glimt af livsforståelse · 18. august 2026

Kender du det? Bare tanken om endnu en arbejdsdag sammen med din kollega gør dig træt.

Du holder øje med hans humør. Forbereder dig på, hvad han måske siger. Tænker over, hvordan du skal svare. Prøver at regne ud, hvordan du kan beskytte dig lidt. For hvis han virkelig TAGER din energi, giver det jo god mening at tænke sådan.

Men hvad nu, hvis han ikke kan tage den? Hvad nu, hvis en stor del af det, der udmatter dig, foregår i alle de tanker, du har OM ham?

Det lyder måske som en lille forskel. For mig er den STOR. For hvis et andet menneske har magten over mit indre velbefindende, må jeg enten ændre det menneske, beskytte mig selv eller gå min vej.

Men hvis min oplevelse kommer fra mine tanker om det, der sker, har jeg pludselig en helt anden frihed. Jeg behøver ikke finde en mere positiv historie om min kollega. Og jeg behøver bestemt ikke synes, at alt, hvad han gør, er okay. Men måske behøver jeg heller ikke møde ham gennem gårsdagens tanker om, hvem han er.

Måske kan jeg møde ham lidt friskere: Hvad sker der egentlig lige nu? Hvad sker der i mig lige nu? Og hvad sker der mellem os, når jeg ikke allerede tror, jeg ved, hvem han er, og hvordan den her samtale bliver?

Måske har han aldrig taget min energi 🤔 Måske har jeg bare været så optaget af mine tanker om ham, at jeg et øjeblik har glemt, hvor min frihed egentlig bor 🤗

Kærlig hilsen
Helene – Ledt af Lyset ✨