– En fortælling om Clara og livets vej
Clara vågner op af sine tanker. Hun opdager, at hun holder så stramt på rattet, at knoerne er helt hvide. Hun løsner grebet lidt og sukker.
Hun er på vej over til Connie. De har været veninder siden folkeskolen, og efter Lausts forslag om, at hun flytter, har Clara brug for den stabilitet, som venskabet med Connie giver hende.
Landskabet glider forbi uden rigtigt at blive registreret. Vejen drejer, og bilen drejer med. I dag har hun begge hænder på rattet.
Kunne hun have forudset den drejning i deres forhold? Kunne hun have gjort noget anderledes?
Connies hund Bobby hilser hende glad velkommen.
”Hvad siger du til en gåtur?” spørger Connie. ”Bobby trænger til at blive luftet.”
Connie og Clara går ind mellem træerne i skoven. Bobby løber frem og tilbage mellem dem med en pind i munden.
Clara siger ikke så meget. Connie kaster pinden, og Bobby farer afsted efter den. Han elsker den leg.
”Laust har bedt mig flytte,” siger Clara så.
Connie ser på hende, men siger stadig ikke noget. Så begynder Clara at snakke. Det er, som om ordene får deres eget liv og bare bliver ved med at komme. Tanker, spørgsmål, små situationer og bekymringer vælter ud på stien mellem træerne, mens de går.
Bagefter kan Clara næsten ikke huske, hvad hun har sagt. Men det har gjort godt at sætte ord på det. Som om noget er faldet lidt mere på plads inden i hende.
Det gør stadig ondt. Men under smerten mærker hun også en ny form for klarhed.
Hun må flytte.
Da Clara kommer hjem om aftenen, sætter hun sig ved computeren for at se efter ledige lejligheder. Der er heldigvis flere muligheder. Også tæt på hendes arbejde. Hun sender et par mails for at høre, om det er muligt at komme ud og se lejlighederne.
Da hun lukker computeren lidt senere, bliver hun siddende stille ved spisebordet. Rundt omkring hende står stadig deres ting. Hendes og Lausts.
To kaffekopper ved vasken. Hans trøje over stoleryggen. Den plante i vindueskarmen, de købte sammen sidste sommer.
Clara ser sig omkring.
Det er mærkeligt, tænker hun. Hvordan et liv kan føles så velkendt den ene uge og begynde at føles midlertidigt den næste.