– En fortælling om Clara og livets vej –
De sidste dage har Clara haft en følelse af, at Laust trækker sig fra hende. Han siger ikke så meget og sidder flere timer ved computeren, end han plejer.
Gad vide, hvad der foregår? Gad vide, om han er ok?
Da det er midt i ugen, beslutter Clara sig for, at hun vil tale med Laust om det, når de har deres lørdagsmorgenhygge. Så er der mere ro til at tage snakken, uden de skal ud ad døren midt i det hele.
Lørdag morgen mærker Clara lidt uro, da hun står op. Hun tager morgenkåben på og går ud i køkkenet for at starte kaffemaskinen. Mens kaffemaskinen snurrer, ser hun ud ad vinduet. Det er igen en smuk morgen, hvor solen spejler sig i den frost, der stadig sidder i græsset på plænen foran vinduet.
Laust kommer ud i køkkenet og sætter sig med sin mobil. Han ser ikke på hende.
Nu er kaffen vist løbet igennem. Clara hælder den op i kaffekanden og sætter brød, smør, ost og kaffekopper på bordet. Da hun har sat sig, sidder hun lidt med kaffekoppen mellem hænderne. Dens varme gør godt, og hun ser op på Laust.
”Laust,” siger hun, ”er du okay?”
Laust ser på hende, lægger mobilen væk og rækker ud efter sin kaffekop. Han hælder kaffe op og siger så, ”Jeg er okay… men det synes jeg egentlig ikke, vi er.”
Clara sidder stille. ”Hvad mener du?” spørger hun.
Laust fortsætter. ”Jeg har tænkt på, om vi ikke kan bo hver for sig og være kærester?”
Clara mærker en klarhed sænke sig fra toppen af hovedet og ned gennem kroppen. ”Så du vil gerne have, at jeg flytter?” spørger hun.
Laust nikker. ”Ja, jeg har tænkt på, om ikke det vil være bedre for os begge?”
Clara sidder stille og stirrer på ham. Det er, som om alt står stille. ”Jeg har brug for at tænke over det,” siger hun så.
Lidt efter mærker Clara, at klarheden forsvinder. I stedet kommer en form for lammelse. Clara rejser sig for at gå i bad.
Hvad nu? tænker hun.