Glimt af Håb · 3. oktober 2026
– English version further down 👇
Efter en skoledag i Nakivale flygtningelejr i Uganda, på den skole Léonce Bakenga og Hope for Refugees Organisation har været med til at skabe, sendte Léonce denne fortælling til mig.
”Det er sådan, vi udforsker De Tre Principper sammen med børnene. Ikke gennem lærebøger. Ikke gennem lektioner skrevet på en tavle. Men gennem øjeblikke som dette.
Vi spørger dem for eksempel: ”Når du føler dig vred, hvor bor den følelse så?” Og de peger på brystet eller på hovedet.
Så spørger vi: ”Og når følelsen går over, hvor bliver den så af?”
Og så bliver de stille. Og i den stilhed åbner der sig noget. De begynder at få øje på, at følelsen aldrig var dem. Den var bare en tanke, der kom forbi.
Vi fortæller dem, at deres sind er som himlen. Og tankerne er som skyer. Nogle skyer er mørke og tunge. Andre er lette, hvide og smukke.
Men himlen — himlen er der altid. Altid klar. Altid hel. Uanset hvilke skyer der bevæger sig hen over den.
Og man kan se det i deres øjne i det øjeblik, hvor forståelsen lander. Noget slapper af. Noget husker.
Det, der berører mig mest, er, at det er børn, som har set ting, intet barn nogensinde burde se. De har mistet forældre, krydset grænser om natten og er kommet hertil uden noget.
Og alligevel — når man sidder sammen med dem i den forståelse — ser man, at deres uskyld aldrig for alvor blev taget fra dem. Den blev blot begravet under meget tunge skyer.
Og i det øjeblik, de opdager, at skyerne ikke er himlen, bliver noget i dem levende igen.”
Dette var Léonces smukke ord for denne gang. Jeg ønsker dig håb, uanset hvordan dit liv ser ud.
De kærligste hilsner
Helene – Ledt af Lyset ✨
English version
>> “Where does the feeling of anger live?” <<
Glimpses of Hope · 3 October 2026
After a school day in Nakivale Refugee Settlement in Uganda, at the school that Léonce Bakenga and Hope for Refugees Organisation helped to create, Léonce sent me this story.
“That is how we explore the Three Principles with the children. Not with textbooks. Not with lessons written on a board. But through moments like this.
We ask them questions like, “When you feel angry, where does that feeling live?” And they point to their chest or their head.
And then we ask, “And when that feeling passes, where does it go?”
And they go quiet. And in that quiet, something opens. They begin to see that the feeling was never them. It was just a thought, passing through.
We tell them that their mind is like the sky. And thoughts are like clouds. Some clouds are dark and heavy. Some are light and white and beautiful.
But the sky — the sky is always there. Always clear. Always whole. No matter what kind of clouds are passing through it.
And you can see in their eyes the moment it lands. Something relaxes. Something remembers.
What moves me most is that these are children who have seen things no child should ever see. They have lost parents, crossed borders in the night, arrived here with nothing.
And yet — when you sit with them in that understanding — you see that their innocence was never truly taken. It was just buried under very heavy clouds.
And the moment they realize the clouds are not the sky — something in them comes alive again.”
These were Léonce’s beautiful words for this time. I wish you hope, no matter what your life looks like.
With love,
Helene – Ledt af Lyset ✨