Glimt af Håb · 15. september 2026
– English version further down 👇
Der er kommet en besked fra Léonce i Nakivale Refugee Settlement. Han fortæller, at de er løbet tør for mel på skolen, så de ikke kan koge den daglige grød til børnene.
Men de 180 børn kommer stadig til skolen. De får undervisning, men ingen mad.
Jeg mærker en trang til at hjælpe. Min kreative hjerne går straks på jagt efter mulige løsninger:
“De skal bruge mange flere penge, end jeg kan give dem – hvordan kan jeg skaffe det, de har brug for?”
Foran mig ser jeg et stort, sort hul. En enkelt pengeseddel flagrer ned i mørket.
“Det nytter ikke noget.”
“Det er håbløst!”
Jeg mærker energien sive ud af mig. Som en ballon, der fuldstændig taber luften. Der er ingen handling dér. Slet ingen idéer til mulige løsninger.
Det er interessant, hvordan bare to tanker: “Det nytter ikke noget.” og “Det er håbløst!” kan få al kreativiteten til at forsvinde fra min ellers meget kreative hjerne.
Og så mærker jeg taknemmeligheden komme op i mig. For jeg har efterhånden fået øje på, at det er lige nu, lige her, jeg skal gøre ingenting.
Ikke handle i blinde. Ikke forsøge at løse noget, der endnu er ukendt. Ikke bruge energi på at løbe ned ad en vej, som måske viser sig at være blind.
Engang ville det have virket naivt for mig at stoppe sådan op. Nu ser jeg noget andet. Jeg behøver ikke kende løsningen endnu. Jeg kan lade det ligge og være nysgerrig på, hvad jeg får øje på herfra. Der er altid kommet en løsning – og ofte en endnu bedre løsning, end jeg selv kunne finde på.
Måske aner du også et glimt af håb her? Måske kender du tanker, der kan få hele verden til at se håbløs ud?
Kærlig hilsen
Helene – Ledt af Lyset ✨
English version 
>> “It’s hopeless!” <<
Glimpses of Hope · 15 September 2026
A message has arrived from Léonce in Nakivale Refugee Settlement. He tells me that the school has run out of flour, so they cannot make the children’s daily porridge.
But the 180 children still come to school. They receive lessons, but no food.
I feel an urge to help. My creative mind immediately starts searching for possible solutions:
“They need much more money than I can give them – how can I get them what they need?”
In front of me, I see a large, black hole. A single banknote flutters down into the darkness. “It won’t make any difference.” “It’s hopeless!”
I feel the energy drain out of me. Like a balloon completely losing its air. There is no action there. No ideas at all for possible solutions.
It is interesting how just two thoughts: “It won’t make any difference.” and “It’s hopeless!” can make all the creativity disappear from my otherwise very creative mind.
And then I feel gratitude rising in me. Because by now I have begun to see that right now, right here, I need to do nothing.
Not act blindly. Not try to solve something that is still unknown. Not spend energy running down a road that may turn out to be a dead end.
Once, it would have seemed naïve to me to stop like this. Now I see something different. I don’t need to know the solution yet. I can let it rest for now and stay curious about what I might see from here. A solution has always appeared – and often an even better one than anything I could have come up with myself.
Perhaps you can sense a glimpse of hope here too? Perhaps you know thoughts that can make the whole world look hopeless?
With love,
Helene – Ledt af Lyset ✨